Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kammermusikdage 2020

Søborgmagle Kirkes traditions­rige Kammermusikdage, der finder sted hvert år i oktober måned, er i år udvidet til ikke mindre end fire koncerter for at markere 250-året for Ludwig van Beethovens fødsel. 

Den første koncert med sonaterne for klaver og violin opus 12 kunne man høre i august. Tæt på hinanden følger i oktober måned et rent klaverprogram med de tre første sonater opus 2 – og to ægte kammermusik-programmer med sonater for violin og klaver, cello og klaver samt en klavertrio. Og i til­gift kan man lytte til en lille række  af komponistens lieder, fremfor alt  mesterværket “An die ferne Geliebte”.

Beethoven for violin og klaver

250-året for Ludwig van Beethovens fødsel markeres verden over og er også fortegn for en række koncerter i Søborgmagle
Kirke i 2020. Den første af disse blev udskudt af corona-tiltagene i foråret, men nu er det tid: lørdag den 22. august kl. 15 spiller Per Lauge Fischer og den fremragende violinist Christian Ellegaard Beethovens tre sonater for violin og klaver, op. 12. Deres samspil husker mange sikkert fra kammermusikkoncerterne i efteråret 2019 – og nu kan det genopleves i de tre sonater fra den unge Beethovens hånd. Sonaterne udgør på sin vis en tredelt enhed, der spænder fra udadvendt overmod over kærligt drilleri til sand storhed – og de rummer en uendelig palet af farver og udtryk, hvor violinens selvstændige og ligeværdige rolle bliver stadig mere prægnant.

Sonater for klaver opus 2, 1-3

Ved koncerten lørdag den 3. oktober kl. 15, spiller Per Lauge Fischer de tre første sonater, samlet i opus nummer 2; Beethoven ud­formede dem med stor omhu: den første i f-mol er mørk og underligt antikveret i sin tilsyne­ladende beundring for Mozart og Haydn – og samtidig umiskendelig Beethoven, ikke mindst i ydersatserne. Den unge rebel skrev ind i en tradi­tion, han med det samme satte sig for at bryde og videre­udvikle. 

Sonate nr. 2 i lys energisk A-dur er i voldsom kontrast hertil – drilsk og kåd som en forårsdag, spillemæssigt uhyre komplice­ret og gennemsigtig i al sin tilsyneladende ubekymrethed.

Sidst i opusnummeret satte Beethoven trumfen ind – en veritabel virtuos sonate, nærmest koncertant i tilsnittet, nr. 3 i strålende C-dur. Andensatsen i E-dur er et af de første vidnesbyrd om de dybder komponisten rummede – den åbner sig uendeligt for sjælen, inden de to sidste satser får frit løb. 

Kammermusikdage 

De to kammermusikkoncerter i slutningen af oktober byder på genhør med både violinist Christian Ellegaard, cellist 
Louisa Schwab og tenor Shaked Evron, der studerer i Beethovens by Wien. 

Lørdag spiller Louisa Schwab og Per Lauge Fischer den første af de fem sonater for klaver og cello – en sonate der sprænger alle rammer for den ordinære sonateform. En langsom indledning fører til en meget langstrakt koncertant sats, der umiddelbart fører til sonatens 2. sats, endnu en hurtig og legende sats i 6/8. Værket er epoke-gørende som genre, idet der førhen kun var komponeret sonater for cello og basso continuo, altså ledsagestemmer. Sonaten er gigantisk og teknisk udfordrende for begge musikere. Efter dette værk synger tenor Shaked Evron de to store lieder Adelaide og An die ferne Geliebte, omkranset af et par mindre sange. Få tænker på at Beethoven komponerede ganske mange værker i denne genre – inden Schubert. 

Søndagens koncert giver plads til endnu en sonate – for violin og klaver, den forunderlige sonate nr. 4 a-mol op. 23. 
Christian Ellegaard og Per Lauge Fischer fortsætter således rejsen gennem de ti sonater for klaver og violin. Programmets anden del byder på Beethovens første udgivne værk, Trio for klaver, violin og cello, opus 1 nr. 1, en vitaminindsprøjtning af energi og veloplagthed. Vi slutter således markeringen hvor det hele startede – i et brus af ungdom, vitalitet og spilleglæde og -overskud.