Langfredag
På altertavlens venstre sidefløj ses Adi Holzers skildring af langfredag – og det lyse felt nederst fortæller os straks hvor vi er, i mere end én forstand. Alle ved, at kraniet er dødens symbol – men her er det samtidigt mere end blot dét, som det antydes af stigen der står og læner sig op ad siden til højre i det lyse felt. De førte Jesus ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata – det betyder ‘Hovedskalsted’ – for at korsfæste ham.
Terningen til højre for det lyse felt er også en henvisning til evangeliernes langfredagsberetninger; da de havde korsfæstet ham delte de hans tøj ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad – i Johannesevangeliet fortælles, at de delte hans klæder i fire dele, en til hver soldat, men hans kjortel var vævet i ét stykke fra øverst til nederst, og for at dele den uden at skulle rive den i stykker, trak de lod om den.
Mattæus, Markus og Lukas fortæller at der ved den 6. time faldt mørke over landet frem til den 9. time – hvilket Adi Holzer i tråd med Lukasevangeliet illustrerer med en formørket sol over/bag korset i venstre side af billedet.
Ser man nærmere på den korsfæstede Jesus, vil man fra forskellige steder i kirkerummet se glimt af guldstifter forskellige steder; i hvert af naglegabene (hænder og fødder) er lagt små stifter af guldmosaik – og tilsvarende i den korsfæstedes øjne.
Og netop med udgangspunkt i den korsfæstedes øjne, er det nærliggende at komme til at tænke på vikingetidens forkærlighed for Johannesevangeliets skildring af langfredag – med Jesu sejrende: “Det er fuldbragt”. I vikingetidens krucifikser ses ofte den sejrende Kristus, der kikker direkte og magtfuldt ud på beskueren – som det f.eks. kendes fra Jellingestenen eller Åby-krucifikset, hvor Jesus afbildes som en kongefigur, som holder hovedet højt og stolt. En ganske anden vinkel end Mattæus- og Markusevangeliets skildring af langfredag med Jesu “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”.
Også i Adi Holzers skildring ser man den sejrende Kristus, der med åbne øjne ser direkte ud på betragteren. Men ser man nærmere på skyggen ved siden af ansigtet på den sejrende Kristus, ser man også den lidende, hvis bøjede hovede ligger ud til højre. Eller måske er det den dødes?
Som i det centrale nadvermotiv er Adi Holzers fremstilling ikke et snapshot af ét afgrænset tidspunkt – det er derimod en billedfortælling med flere lag og tidsforløb side om side. Her er rum for både den lidende og gudsforladte Jesus – og den sejrende Kristus. Adi Holzers skildring favner langfredags gådefuldhed og lader den komme til udtryk.
Ved siden af korset anes samtidigt det tegn, som i påskeberetningerne sammenfatter lidelse og sejr: den solopgangs- (eller solnedgangs-) røde flade på højre side, bag korset, flænges fra øverst til nederst i en grønlig stribe – som det forhæng, der i
templet spærrede vejen og lukkede for udsynet til det allerhelligste, flængedes i Jesu dødsøjeblik. Vejen mellem mennesker og Gud ligger åben – nu ser vi Gud.
På korsets venstre side står den soldat, som før nedtagelsen af Jesu døde legeme sidst på fredagen stikker sit spyd i siden på Jesus – og ser at han er død, for der løb straks blod og vand ud.
Fra nederste højre hjørne, ind over korset og videre op til højre side øverst, løber hvad Holzer kalder en “gylden kraftlinje”, som knytter forbindelse til altertavlens øvrige motiver, særligt over til højre sidefløjs opstandelsesmotiv.
■ bbh/2019
