Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Nadverens bordfællesskab

Holzers nadverskildring har de kendte elementer – og bryder samtidigt med det klassiske nadverbillede på flere måder. 

For bordenden sidder Jesus som en lysende skikkelse, der med sin højre hånd løfter brødet fra det lyse fad på bordet og i sin venstre hånd holder bægeret med den blod­røde vin. 

Det er den sidste aften med de 12 disciple –  det er nadverens indstiftelse, men det er også det øje­blik, hvor forrædderiet og den forestående lidelse afsløres for discip­lene, som sidder dér rundt om bordet. Bag Jesu ansigt anes korset som guldstifter i billedet – og øverst noget, der kunne være en gren fra langfredags tornekrone. 

... mens de spiste sagde han: “Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: “Det er vel ikke mig, Herre?” 

Som disciplene sidder dér rundt om bordet, fanger én af dem op­mærksom­heden – Judas, som ræk­ker ud efter brødet med 
én hånd og i den anden holder en pung med de 30 sølvpenge, ypperstepræsterne havde givet ham for at forråde sin mester. Og de kommende begivenheder fore­gribes af en stribe – en tankelinje – som fører op til døren, der åbner ud i natten. 
“Hvad du end gør, gør det snart” siger Jesus til Judas i Johannesevangeliets for­udsigelse af forrædderiet – “og da han havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat” ... hans skikkelse ses allerede i døren på vej ud.

De øvrige disciple sidder med forfærdelsen malet i ansigterne. Forfærdelse over dét, de lige har hørt om lidelse og forrædderi ... og måske også forfærdelse over den tanke, de lige har tænkt, da de spurgte “Det er vel ikke mig, Herre?” Den frygt glem­mer vi måske, når først forræd­deren for en stund er udpeget som en anden end os selv. Men ingen af os behøver kikke langt efter en Judas-skikkelse! Og Adi Holzers skildring af nadveren fortæller samtidigt, at ingen behøver gå langt efter det bord, hvor der er plads også til den, som har svigtet og forrådt: Alter­tavlens nadver­bord fortsætter ud af billedet, ud til menig­heden i kirken – og indbyder os til netop dét fællesskab, som rækker ud over vores for­tjenstfuldhed eller mangel på samme. 

“Dette er mit legeme” og “dette er mit blod” er nadverbilledets forunderligt inkluderende ord – og det er samtidigt de ord, som lyder ved det nadverbord, som ved guds­tjenesten møder os, netop dér hvor altertavlens nadverbord fortsætter ud i kirkerummet. 

■ bbh/2019