I år må vi fejre påske på en anden måde end tidligere – både privat og i kirken.

Den lange tradition, vi i Søborgmagle Kirke har for meget for­skellige gudstjenester hen over påske­dagene, må i år vige for en helt anden form. For selvfølgelig skal vi ikke tankeløst samles i kirken, så længe resten af landet er lukket ned: i kirken passer vi på hinanden – og især på de svage. Det er at være kirke! Men noget vil mangle i år. Vi må fejre påske sammen – hver for sig. Og noget andet må træde til, hvor det fysiske nærvær kommer til at mangle. 
 
Til påskens helligdage vil vi forsøge at give inspiration til eftertanke, fordybelse og opmuntring – og man kan følge med her på hjemmesiden eller på Søborgmagle Kirkes side på Facebook (for dem som er på Facebook og foretrækker denne platform - indholdet vil være cirka det samme de to steder). 

 

De fire link til højre (billederne) vil åbne nye sider - efterhånden som påsken skrider frem

Hver af dagene, skærtorsdag, langfredag, påskedag og anden påskedag, vil vi åbne en ny side her på hjemmesiden - med musik, sang, bøn og tekster til hver af dagene. De tre små billed-links til højre vil blive åbnet en af gangen - den første skærtorsdag, den næste langfredag, den tredje påskedag og den sidste anden påskedag - så man i løbet af påsken får adgang til alle 4 sider og hjemmefra kan følge med, lytte og se. For påskens beret­ninger har stadig noget at sige til os – måske endda i særlig grad i denne tid, hvor vi helt konkret oplever, at vi ikke selv kan styre og kontrollere alt.