Udgivet man d. 5. aug 2019, kl. 00:00

for børn i 3. klasse - mandage efter skoletid

Man kan blive Mini-konfirmand, når man går i 3. klasse - og det er et tilbud om at deltage i et forløb med undervisning, gudstjeneste og leg. Alle børn kan være med, uanset om de er døbt eller ej - blot de er tilmeldt, har forældrenes tilladelse, og har lyst til at lære lidt mere om, hvad kirke og kristendom er.

Man skal være tilmeldt for at deltage - se længere nede på siden!

Mini-konfirmand – hvad er det?

At gå til Mini-konfirmand hedder officielt at gå til ”indledende konfirmationsforberedelse” - men man behøver ikke have været Mini-konfirmand for at blive konfirmand senere. Mini-konfirmand er ikke en del af konfirmandundervisningen i 8. klasse, og heller ikke i stedet for skolens kristendomsundervisning. Det er et tilbud, som man frit kan tage imod, hvis man har lyst til at lege, lære, udforske, undres, spørge og fortælle – og lære lidt mere om, hvad kirke og kristendom er. Det er et samlet forløb, hvor alle (både én selv og de andre) får mest ud af det, hvis man er med hver gang.

Hvad laver Mini-konfirmander?

Vi leger, synger, hører bibelhistorier, tegner og oplever. Vi hører om Gud og Jesus og snakker sammen om kristendom og andre "store og små spørgsmål" som man kan gå og tumle med ... og finder ud af lidt mere om, hvad der foregår i kirken og hvad det vil sige at være kristen.

Undervisningen er et udgangspunkt for samtaler om værdier og holdninger – med plads til at tale om tro og opleve lidt af kirkens liv. 

Hvornår og hvor er det?

Mini-konfirmand finder sted kort efter skoletid, mandag eftermiddag. Vi regner med, at det bliver kl. 14.30-16.00, men tidspunktet kan rykkes (en smule) afhængigt af skole­tiderne.

Første gang er mandag den 2. september – og vi slutter 1. søndag i advent, den 1. december.

Undervisningen finder sted i Søborgmagle Kirke, Grønnemose Allé 77 – i konfirmandstuen.

De børn, som går Grønnemose Skole, afhentes i skolegården de første gange – indtil alle er trygge ved at cykle vejen selv. Går man på privatskole, skal man selv komme til kirken.

Mini-konfirmandklub - helt frem til sommerferien.

Mini-konfirmand-klubben er en fortsættelse af efterårets undervisning – men åben også for børn, der ikke har deltaget i undervisningen. Vi hører bibelhistorier, tegner, leger, oplever og er kreative – og laver andre klub-aktiviteter.

Der kræves tilmelding for at deltage!

For at blive Mini-konfirmand skal man tilmelde sig senest onsdag den 28. august - tilmeldingskupon kan findes her: tilmeldingskupon.

Print tilmeldingskupon'en, udskriv og aflever den til kirkekontoret - eller send oplysningerne på mail til sognemedhjælper Bent Bojer Harregaard, mail: klik her

Der er begrænset antal pladser på holdet, så send tilmeldingen i god tid – det giver os mulighed for at vurdere om der eventuelt skal oprettes 2 hold.

Kategorier Uncategorized